fbpx
X

Test & anmeldelse af Garmin Edge 1040 Solar

– Læs mit dybdegående review her!

Den nye Garmin Edge 1040 Solar er landet på gaden! Jeg har over tre måneder testet cykelcomputeren, og fortæller dig i denne artikel, hvorfor du bør – og ikke bør – vælge den nye Garmin Edge 1040.

Edge 1040 bundle

Cykelhjørnets test & anmeldelse

Garmin introducerede tilbage i juni 2022 den nye Garmin Edge 1040-serie af GPS cykelcomputere. Særligt den nye topmodel, Garmin Edge 1040 Solar, rykker grænserne for, hvad en cykelcomputer er i stand til. Blandt andet er interfacet optimeret, batterilevetiden er længere og så er der blevet udviklet helt nye funktioner, som med garanti kan gøre enhver cykelmakker misundelig.

Introduktion af Garmin Edge 1040-serien

Garmin har i mange år været markedsledende indenfor cykelcomputere med GPS med den velkendte Edge-serie. I flere år har Garmin Edge-1030 været flagskibet, men i juni måned 2022 ramte den nye Edge-1040 serie det danske marked. En modelserie spækket med nye funktioner!

Den nye Edge-serie består af tre forskellige muligheder:

1: Garmin Edge 1040 standard (pris: 4.649 DKK)

2: Garmin Edge 1040 Bundle (pris: 5.449 DKK)

3: Garmin Edge 1040 Solar (pris: 5.849 DKK)

Som vi kender Garmin bedst, er deres produkter dog også prissat i den dyre ende. Spørgsmålet der blandt mange cykelmotionister melder sig, er derfor om det overhovedet kan betale sig at investere op til 5.849.- i en cykelcomputer.

Igennem tre måneder har jeg testet topmodellen, Garmin Edge 1040 Solar, i alt slags vejr. Den er både testet på mountainbike spor i Rold Skov og på landevejene i Nordjylland. Jeg har desuden testet alle de nye funktioner.

 

Læs med herunder og find ud af, om Garmin Edge 1040 Solar er noget for dig.

Interface / brugerflade

Brugerfladen er blevet videreudviklet fra den populære forgænger; Edge 1030 Plus. Fordelen ved Edge-serien er de mange custom funktioner samt de mange træningsredskaber. Ulempen har dog tidligere været, at menuen har kunnet virke uoverskuelig. Her har Garmin virkelig optimeret interfacet – brugerfladen er blevet mere enkel, og startskærmen fungerer mest af alt som genveje til de forskellige funktioner.

Ligesom forgængerne kan Edge 1040-computerne selvfølgelig connectes til Garmin Connect app’en, hvorfra det er muligt at oprette aktivitetsprofiler samt specialudvikle dine forskellige køreprofiler. Jeg har selv oprettet en racerprofil, MTB-profil samt en profil til min Tacx Neo 2T hometrainer. Da mine behov for data varierer af, hvad jeg kører, har jeg sat profilerne op med forskellige oplysninger, herunder: watt tal, kortnavigation, højdeprofiler, hastighed og øvrige trænings data.

Du kan nemt oprette forskellige datafelter. Særligt her kan det være nemt at miste overblikket, da der er uoverskueligt mange muligheder! Jeg vil derfor anbefale, at du sætter dig godt ind i de mange muligheder for træningsdata, før du udvikler dine aktivitetsprofiler. Igen må jeg dog understrege, at Garmin Connect app’en virkelig reder interfacet. Det er alt andet lige nemmere at udvikle træningsprofiler og vælge træningsdata via en smartphone eller iPad.

 

Garmin Edge 1040 navigation

Navigation

Den 3,5” store touch farveskærm gør det nemt at bruge de mange navigationsmuligheder. Ligesom Edge-forgængerne er det muligt at planlægge cykelruter via Garmin Connect app’en. Denne funktion kan virke overflødig når du cykler på velkendte veje, men drømmer du om at udforske nye ruter i ind- og udland, kan denne funktion være guld værd! Netop indenfor ruteplanlægning, er der virkelig sket forbedringer i forhold til Edge-forgængerne. Når du har sendt en rute via Garmin Connect app’en tager det maksimalt to sekunder inden ruten er indlæst og du er klar til at køre afsted. På Edge-1030 Plus modellen har jeg oplevet, at det kan tage 4-6 minutter at indlæse en cykelrute på omkring 100 kilometer – noget jeg selv syntes er irriterende, når jeg står klar i cykeltøjet og egentlig gerne bare vil afsted på min cykel.

Hvis du ikke selv ønsker at planlægge ruter, men i stedet lade Garmin vælge for dig, kan du blot indtaste distance, tid og ønsker om underlag på cykelcomputeren, så vil Edge 1040 selv beregne en rute til dig.

Rent teknisk er den nye Edge 1040 da også blevet forbedre. Garmin har nemlig implementeret den mere præcise (og meget hurtigere) GPS-teknologi, multibånds-GNSS, der sikrer en mere præcis lokation, samt en betydeligt hurtigere opkobling til satellitter. Denne forbedring ligger du særligt mærke til, hvis du cykler mountainbike i tæt skov. Ved alle tidligere udgaver af Edge-cykelcomputere har jeg oplevet udfald og langsom kobling til satellitter. Desuden har jeg trælse erfaringer med, at GPS cykelcomputere mister signal på mountainbikestier, hvilket gør det svært at navigere med kort – en funktion jeg ellers bruger meget når jeg cykler på nye mountainbike spor. Med den nye Edge 1040 Solar er jeg derfor enormt imponeret over, hvor hurtigt cykelcomputeren får GPS forbindelse, samt hvor nøjagtig GPS’en er.

Den nye Garmin Edge 1040 serie er udstyret med cykelkort til hele Europa. Skal du udenfor Europa kan du nemt downloade kort til cykelcomputeren, der har 64gb lagerhukommelse.

Power Glass Solar

… og nu til den helt store nyhed. Den nye 3,5” touch farveskærm på Edge 1040 Solar modellen er nemlig udviklet med et Power Glass, der fungerer som solcelle. Det betyder at du, ifølge Garmin, kan forlænge batterilevetiden med op til 42 minutter pr. time i batterisparetilstanden. Garmin oplyser at Solar udgaven har op til 45 timers batterilevetid ved almindeligt brug og helt op til 100 timer i batterisparetilstand.

De fleste motionister kan formentlig nøjes med de 24 timers batterilevetid, som Garmin Edge 1030 Plus modellen er opgivet til at have. Min erfaring er dog at batterilevetiden i høj grad påvirkes af mængden af funktioner, der kører på cykelcomputeren. Med den nye Edge 1040 bliver du tilbudt et væld af fede træningsfunktioner, som jeg vil fortælle mere om senere i anmeldelsen. Ulempen ved disse funktioner er at de suger strøm. Og netop derfor mener jeg at Edge 1040 Solar ikke kun er interessant for ultra cykelryttere, men også for en helt almindelige motionist som mig.

Garmin edge 1040 solar interface

Nye træningsfunktioner

Stamina

Blandt nye funktioner på Edge 1040 GPS-cykelcomputeren fra Garmin vil jeg særligt fremhæve Stamina, der giver dig indsigt i, hvor meget energi du har tilovers under din træning. Som almindelig motionist syntes jeg at funktionen hjælper mig rigtig meget under min træning, fordi der bliver sat distance på, hvor langt jeg kan cykle, hvis jeg fortsætter i det tempo jeg cykler i.

Daglig forslået træning

En anden funktion jeg har brugt meget fra dag ét er den daglige forslåede træning. Som cykel motionist har jeg en begrænset mængde af timer om ugen til træning, men jeg vil stadigvæk gerne opnå hurtige resultater. Alligevel har jeg dog aldrig gjort brug af diverse træningsvejledere, der kan hjælpe mig med at optimere min træning. Derfor vil jeg udmærke denne funktion, da Edge 1040 kan give forslag til daglige træningsture, der er baseret på din aktuelle form, træningsbelastning, cykeldynamik og VO2-max.

Da jeg aldrig har kørt efter et specialudviklet træningsprogram, bør jeg retfærdigvis nævne, at jeg ikke ved om Garmins nye funktion kan måle sig med specialudviklede træningsprogrammer. Som almindelig motionist er jeg dog overrasket over, hvilke resultater der er mulige at opnå uden at skulle sætte sig ind i alverdens teori om optimal træning.

Cykelniveau og rutens udfordringsniveau

Foruden den forslåede træning tilbyder den nye Edge 1040 ligeledes at måle cykelniveau samt udfordringsniveauer på dine cykelture. Det er måske en funktion mange kan undvære, men med 1040’erens forøgede fokus på at optimere træning, har jeg flere gange fundet værdi i denne funktion også. Gennem funktionen bliver du nemlig gjort opmærksom på dine styrker og svagheder som rytter. Kombinerer du disse egenskaber med Edge 1040’erens mange træningsmuligheder, har jeg haft mulighed for at optimere min træning til et niveau, som jeg ikke tidligere har haft mulighed for.

 

Dynamisk overvågning af præstation

Selvom jeg i min test primært har fokuseret på nye funktioner, tillader jeg mig alligevel at fremhæve en af de velkendte Garmin Edge-funktioner, nemlig dynamisk overvågning af præstation. Den velkendte funktion giver dig indsigt i, hvordan din krop reagerer på din træningsbelastning. Funktionen registrerer din VO2-max, restitutionstid, træningsbelastning mv. På tidligere Edge-modeller har jeg oplevet, at den beregnede restitutionstid har været upræcis, men på baggrund af de nye mange træningsfunktioner oplever jeg på den nye Edge 1040 Solar, at præstationsovervågningen er betydeligt mere præcis.

Samlet oplevelse af Garmin Edge 1040 Solar

Når Garmin sender et nyt produkt på markedet, er det sjældent en skuffelse – og det er den nye Edge 1040 heller ikke! Cykelcomputeren er et virkelig godt redskab til motionisten, der drømmer om at optimere sin træning på baggrund af et væld af real-time træningsdata. Den lange batterilevetid er et kæmpe plus for alle os med angst for at løbe tør for batteri. Derudover er den meget præcise og lynhurtige navigation et kæmpe plus.

Prisen på 5.849 DKK skræmmer måske nogle motionister væk. Men med en overflod af fede funktioner og et virkelig lækkert interface, syntes jeg ikke at prisen er urimelig. Og som med alt andet: pris og kvalitet hænger (heldigvis) sammen. Så vil du have det bedste, må du også betale for det.

 

Design og brugerflade: 4/5  ⭐⭐⭐⭐⭐

Funktioner: 5/5⭐⭐⭐⭐⭐

Cykelcomputer for pengene: 5/5 ⭐⭐⭐⭐⭐

 

Denne anmeldelse er skrevet af Rasmus Vestergaard Pedersen, Butikschef hos Smartcykler.dk og mangeårig cykelentusiast.

Se hele anmeldelsen her

BESØG VORES KÆMPE GARMIN SHOWROOM HER!

Få besked når den er tilbage på lager

Størrelsesguide

Er du i tvivl om hvilken størrelse cykel, der passer til dig? Så klik på linket herunder og se vores størrelsesguide. Størrelsesguiden er udarbejdet i samarbejde med vores leverandører, og derfor kan størrelserne afvige imellem mærkerne. 

Er du i tvivl om størrelsen anbefaler vi derfor, at du kontakter os i chatten eller kommer forbi vores butik og prøver cyklen.